Grænseland

 

Danmark er et grænseland. Ingen tvivl om det. Danmark betyder nemlig – det er i de lærde i det store og hele enige om – lavlændingenes land, der grænser op til ”os”. I modsætning til ordet ”dani” betyder nemlig svear ”vores egen, os selv”, mens göter, eller guter og jyder betyder ”mænd” og trøndere (fra Trøndelagen) betyder ”de stærke og frugtbare”. Så danerne var altså i svenskernes, goternes, jydernes og trøndernes optik ”de andre” = de platfodede lavlændere bosat henholdsvis vest, øst og syd for de rigtige mennesker. I den optik er det så heller ikke mærkeligt, at det blev almindeligt at omtale Danmark som ja, netop Danmark. ”Marc” betyder nemlig grænseegn og var således set med alle andres øjne det grænseland, som grænsede op til alle de ”rigtige” mennesker, læs jyder og svneskere. Hvortil i øvrigt også hørte frankere og saksere, der på tilsvarende vis talte om ”Danernes Mark”. Denne brug af ordet ”Danmark” er bevidnet helt tilbage til begyndelsen af 800-årene, hvor den engelske konge Alfred indsamlede og nedskriv et par berømte rejseberetninger – Ottar og Wulfstans – der skildrer datidens sejltider og handelsmuligheder.

Når man således er udgrænset af det gode selskab, bliver man naturligvis optaget af, hvem man er, og hvor grænsen egentlig går. Ligesom man prøver at befæste den, så ugræs ikke kan fyge ind over hegnet. Det mest markante bevis herpå er selvfølgelig Dannevirke. Men også mod svenskerne var der tidligt tale om at sætte bom for deres indblanding, selvom det som bekendt har været vanskeligt helt frem mod ”færgetiden” i 60erne og 70erne, hvor vi lystigt talte om, at det var enhvers pligt at ”rydde op i København og føre en svensker til færgen”. Det var naturligvis før Øresundsbroen og hjemtagningen af gammel dansk kerneland, Skåne, til den danske interessesfære.

Hvor tidligt denne grænsedragning manifesterede sig kan vi naturligvis ikke vide. Vi ved jo ret beset ikke, hvor den gik. Men det er dog tankevækkende, at der tilsyneladende ikke herskede tvivl i teksten på Harald Blåtands store jellingesten, hvor han som bekendt betegner sig selv som den Harald, der samlede al Danmark og Norge. På det tidspunkt har man altså i hvert fald i Jelling og omegn vidst, hvad Danmark var for noget. Og ”noget” har jo en grænse. Hvorledes en sådan grænse så su ud er en helt anden sag.

Stenen ved Danabäck - danernes bæk

I hele det tyvende århundrede har historikere og filologer da også skændtes bravt om en lille tekst, der første gang er gengivet i Vestagötalagen, der blev givet eller nedskrevet i 1219-20 og som findes i afskrifter fra 1280 og fremefter. Heri hedder det ”om Landemærke” (at da) “Emund den Slemme var konge i Uppsala og Svend Tveskæg i Danmark. Der sattes rafter (målepinde) mellem Sverige og Danmark.” Da (ud)pegedes af Sverige og Danmark hver 6  mænd, og de tolv satte sten mellem rigerne. I teksten opregnes i alt seks sten, hvoraf det i hvert fald synes at være lykkedes at identificere et par af dem. Det fremgår af teksten, at stensætningerne rakte langs det meste af Hallands nuværende grænse.

Det siger næsten sig selv at historikere og filologer har udkæmpet en brav holmgang omkring autenticiteten af denne lille stump tekst. For var der virkelig tale om en samtidig beretning om en grænsedragning, der gik for sig i ca. 980? Eller peger anvendelsen af de to kongers tilnavne entydigt på, at teksten skal dateres næsten 100 år senere? Ja, endda 200 år senere og være forfattet som en forfalskning for at understrege Danmarks rettigheder til de svenske landskaber? Teorierne er mangeartede og dette spørgsmål lader sig naturligvis ikke så let afgøre, selvom hver og en grænsesten synes at være vendt mange gange.

Sikkert og vist er det dog, at man tidligt kendte til at ”stene og stable” dvs. sætte vartegn i landskabet. Sådanne skel kunne naturligvis bare have form af faste punkter i landskabet såsom sø, mose, vandløb osv. Men de kunne altså også have karakter af stablede sten – op til tre oven på hinanden  – hvorunder endda kunne anbringes sod, flint, ben, tegl eller andet. Når tvister senere opstod udpegedes oldinge eller sandemænd til at gå rågang eller oldingegang for at udpege grænsen, som de kendte den fra gamle dage eller havde hørt de gamle fortælle om. Præcis som de tolv mænd ovenfor blev udpeget til at ride grænsen af mellem Halland, Sverige og Blekinge. Og det uanset om det skete i 980, 1160 eller ca. 1200.

I vore dage foregår grænsedragningen naturligvis via satellit og gps og begrebet ”grænseland” er helt afskaffet, men det betyder ikke at der ikke findes godtfolk som stadig ”går skelvandringer” og laver ”hartkornsbesigtigelse”. Det kender enhver landmand til når gæsterne er blevet bespist og inden aftenkaffen kommer på bordet.

Læs om grænsedragningen mellem Danmark og Sverige i J. Svennungs artikel fra 1966

Læs mere om Rigsgrænsen mellem Danmark og Sverige i Mats Mogrens artikel

Læs om forholdet mellem Daner og Svear i: Andersson, Thorsten: Daner and Svear – tribal rivalry in prehistoric Scandinavia. In: Names through the Looking-Glass. Festschrift in honour of Gillian Fellows-Jensen. Ed. By Peder Gammeltoft and Bent Jørgensen. C. A. Reitzels Forlag 2006, s. 1 – 20.