Grænseland

 

Danmark er et grænseland. Ingen tvivl om det. Danmark betyder nemlig – det er i de lærde i det store og hele enige om – lavlændingenes land, der grænser op til ”os”. I modsætning til ordet ”dani” betyder nemlig svear ”vores egen, os selv”, mens göter, eller guter og jyder betyder ”mænd” og trøndere (fra Trøndelagen) betyder ”de stærke og frugtbare”. Så danerne var altså i svenskernes, goternes, jydernes og trøndernes optik ”de andre” = de platfodede lavlændere bosat henholdsvis vest, øst og syd for de rigtige mennesker. I den optik er det så heller ikke mærkeligt, at det blev almindeligt at omtale Danmark som ja, netop Danmark. ”Marc” betyder nemlig grænseegn og var således set med alle andres øjne det grænseland, som grænsede op til alle de ”rigtige” mennesker, læs jyder og svneskere. Hvortil i øvrigt også hørte frankere og saksere, der på tilsvarende vis talte om ”Danernes Mark”. Denne brug af ordet ”Danmark” er bevidnet helt tilbage til begyndelsen af 800-årene, hvor den engelske konge Alfred indsamlede og nedskriv et par berømte rejseberetninger – Ottar og Wulfstans – der skildrer datidens sejltider og handelsmuligheder.

Når man således er udgrænset af det gode selskab, bliver man naturligvis optaget af, hvem man er, og hvor grænsen egentlig går. Ligesom man prøver at befæste den, så ugræs ikke kan fyge ind over hegnet. Det mest markante bevis herpå er selvfølgelig Dannevirke. Men også mod svenskerne var der tidligt tale om at sætte bom for deres indblanding, selvom det som bekendt har været vanskeligt helt frem mod ”færgetiden” i 60erne og 70erne, hvor vi lystigt talte om, at det var enhvers pligt at ”rydde op i København og føre en svensker til færgen”. Det var naturligvis før Øresundsbroen og hjemtagningen af gammel dansk kerneland, Skåne, til den danske interessesfære.

Hvor tidligt denne grænsedragning manifesterede sig kan vi naturligvis ikke vide. Vi ved jo ret beset ikke, hvor den gik. Men det er dog tankevækkende, at der tilsyneladende ikke herskede tvivl i teksten på Harald Blåtands store jellingesten, hvor han som bekendt betegner sig selv som den Harald, der samlede al Danmark og Norge. På det tidspunkt har man altså i hvert fald i Jelling og omegn vidst, hvad Danmark var for noget. Og ”noget” har jo en grænse. Hvorledes en sådan grænse så su ud er en helt anden sag.

Stenen ved Danabäck - danernes bæk

I hele det tyvende århundrede har historikere og filologer da også skændtes bravt om en lille tekst, der første gang er gengivet i Vestagötalagen, der blev givet eller nedskrevet i 1219-20 og som findes i afskrifter fra 1280 og fremefter. Heri hedder det ”om Landemærke” (at da) “Emund den Slemme var konge i Uppsala og Svend Tveskæg i Danmark. Der sattes rafter (målepinde) mellem Sverige og Danmark.” Da (ud)pegedes af Sverige og Danmark hver 6  mænd, og de tolv satte sten mellem rigerne. I teksten opregnes i alt seks sten, hvoraf det i hvert fald synes at være lykkedes at identificere et par af dem. Det fremgår af teksten, at stensætningerne rakte langs det meste af Hallands nuværende grænse.

Det siger næsten sig selv at historikere og filologer har udkæmpet en brav holmgang omkring autenticiteten af denne lille stump tekst. For var der virkelig tale om en samtidig beretning om en grænsedragning, der gik for sig i ca. 980? Eller peger anvendelsen af de to kongers tilnavne entydigt på, at teksten skal dateres næsten 100 år senere? Ja, endda 200 år senere og være forfattet som en forfalskning for at understrege Danmarks rettigheder til de svenske landskaber? Teorierne er mangeartede og dette spørgsmål lader sig naturligvis ikke så let afgøre, selvom hver og en grænsesten synes at være vendt mange gange.

Sikkert og vist er det dog, at man tidligt kendte til at ”stene og stable” dvs. sætte vartegn i landskabet. Sådanne skel kunne naturligvis bare have form af faste punkter i landskabet såsom sø, mose, vandløb osv. Men de kunne altså også have karakter af stablede sten – op til tre oven på hinanden  – hvorunder endda kunne anbringes sod, flint, ben, tegl eller andet. Når tvister senere opstod udpegedes oldinge eller sandemænd til at gå rågang eller oldingegang for at udpege grænsen, som de kendte den fra gamle dage eller havde hørt de gamle fortælle om. Præcis som de tolv mænd ovenfor blev udpeget til at ride grænsen af mellem Halland, Sverige og Blekinge. Og det uanset om det skete i 980, 1160 eller ca. 1200.

I vore dage foregår grænsedragningen naturligvis via satellit og gps og begrebet ”grænseland” er helt afskaffet, men det betyder ikke at der ikke findes godtfolk som stadig ”går skelvandringer” og laver ”hartkornsbesigtigelse”. Det kender enhver landmand til når gæsterne er blevet bespist og inden aftenkaffen kommer på bordet.

Læs om grænsedragningen mellem Danmark og Sverige i J. Svennungs artikel fra 1966

Læs mere om Rigsgrænsen mellem Danmark og Sverige i Mats Mogrens artikel

Læs om forholdet mellem Daner og Svear i: Andersson, Thorsten: Daner and Svear – tribal rivalry in prehistoric Scandinavia. In: Names through the Looking-Glass. Festschrift in honour of Gillian Fellows-Jensen. Ed. By Peder Gammeltoft and Bent Jørgensen. C. A. Reitzels Forlag 2006, s. 1 – 20.

Leave a comment

Filed under Aktuelle temaer

Mad i 15.000 år – og en madkurv

 Historien om danskernes mad gennem 15000 år er en lille kulturhistorisk kogebog, der netop er udgivet af Dansk Landbrugsmuseum.

 Her kan interesserede læse om alt lige fra oldtidens spisekammer over arnebænken og komfurkøkkenet til det videnskabeligt indrettede ”smalle” og ”arbejdsbesparende” industrielle køkken, de fleste af os voksede op med. Det køkken, der var indrettet så kun én person kunne være der – husmoderen – og som røg på møddingen, da vi alle fik samtalekøkkener fra 90erne og fremefter.

Så jo, der er billeder af ”køkkener” i bogen; men altså også meget andet såsom kulturhistoriske fortællinger om fortidens fødevarefremstilling komplet med små anekdoter, fine billeder og spændende opskrifter.

Her i huset er vi lige nu – inspireret af vores besøg i Ladby – optaget af vikingetidens mad. Vi har derfor prøvelæst og prøvesmagt netop det kapitel. Noget af det viste sig da at være rigtig fint. Først og fremmest teksten og nogle af opskrifterne. Eksempelvis var der en lille fin opskrift på pandekager med rugmel, i blandet hakkede ”krydderurter” i form af brændenælder og skvalderkål. Men at billedet viste pandekager med noget, der betænkeligt lignede jordbærsyltetøj må stå for redaktionens ansvar. Og så var der – når vi nu er i gang – billedet af den indbagte svinemørbrad, der var pænt anrettet med kartofler, der som bekendt først kom til Europa efter Columbus opdagede Sydamerika! Hvis der skal drømmes er denne lille bog derfor ikke så helt tilfredsstillende, som man kunne have ønsket. Vi endte derfor med at supplere op fra andre bøger om vikingetidens mad, hvilket resulterede i en madkurv med dette indhold:

Vikinge-madkurv

  • Vikingeøl
  • Æblesaft
  • Byg- eller rugpandekager med
       – spegeskinke rørt op med kærnemælksost og skvalderkål
       – røget makrel rørt op med youghurt og peberrod
  • Flæskeben krydret med vild timian og serveret med honningsennep
  • Små nøddekager serveret med smør
  • Frisk frugt: jordbær og blåbær.

Og ja, jordbærrene og blåbærrene blev ikke samlet i skoven og honning har været et kostbart sødemiddel, som vikingerne bestemt ikke ruttede med, når de skulle på udflugt. Og børnene har helt sikkert ikke fået æblesaft at drikke. Men lidt skal der jo være for de små. For øvrigt er opskrifterne uden salt og peber, men det står naturligvis frit for at digte videre. Vikingeøl kan med fordel købes rundt om på mange museer, der for manges vedkommende har indgået samarbejdsaftaler med lokale bryggerier.

Bettina Buhl: Historien om danskernes mad i 15.000 år – med udvalgte opskrifter fra gamle danske kogebøger. Landbrugsmuseet, Gl. Estrup 2011. 128 s., 148 kr.

Opskrifter (4 – 6 personer)

Æblesaft (til børnene). 3 kilo hakkede æbler – gerne med skræl og kernehus – lægges i en stor skål, overhældes med 3 l. vand Blandingen skal stå i 4 dage (køligt) hvorefter den skal sis og honningen røres i. Kan holde sig ca. en uge i køleskab.

Bygpandekager. 4 hele æg, 1 øl (33 cl), 2 dl. Vand, 200 gr. Hvedemel og 100 gr. byg- eller rugmel, ½ tsk. salt, en håndfuld hakkkede skvalderkål, brændenælder og havesyre samt smør til stegning. Bages som almindelige pandekager, men ikke for varmt, så krydderurterne brankes.

Serveres med hakket røget skinke rørt op med skvalderkål og andre vilde urter samt kærnemælks ost, eller med makrel eller anden røget fisk rørt op i drænet yoghurt, en anelse piskefløde samt tilsat reven peberrod.

Kærnemælks ost. En liter kærnemælk varmes op til ca 40 gr. uden at man rører i den (eventuelt kan man fordele varmed en til to gange med en træske). Herefter skiller osten sig fra vallen og man kan si blandingen gennem et klæde for at få ostemassen frem. Vallen kan eventuelt bruges til at bage pandekagerne med.

Flæskeben krydres med salt, honning og vild timian, steges i ovnen på bagepapir (eller grilles) og serveres med honningsennep, der eventuelt er rørt op med yoghurt.  Selvfølgelig kan man røre sin egen sennep, men man kan jo også købe den bornholmske, der smager himmelsk.

Små nøddekager. Ca. 100 gr. hasselnødder hakkes og blandes med 50 gr. finthakkede, tørrede æbler. Heri røres 3 dl. honning og 4 æg. Kagerne fordeles som små toppe på bagepapir og bages ved 200. i ca. 8 – 10 min. (Ej varmluft). Kan eventuelt serveres med smør.

God fornøjelse!

Leave a comment

Filed under Uncategorized

Manden fra Ladbyskibet

 Hvad var det mest spændende, spurgte jeg Søren-Erik efter vi havde været på tur til Ladby for at se den nye udstilling af ”dødeskibet”.

 - Hestene, svarede han efter en kort tøven.

På vej til vikingehøjen i Ladby 2011

 Og jeg må da give ham ret. Det ser faktisk vildt skræmmende ud i kælderen til udstillingsbygningen, hvor museet i foråret åbnede op for en helt ny rekonstruktion af den helt enestående bådbegravelse fra vikingetiden. Her kan man se halvdelen af skibet med de mange hestekroppe og den dødes hund, alt udskåret i træ og malet i yderst livagtige farver. Selv ligger vikingen i fuld figur i en silkekaftan foran alt sit gravgods: Træspandene, spillebrædtet og den fine, forunderlige malede planke, som ingen rigtig kan finde en god forklaring på. Ved siden af står en lille gruppe af gravfølget, så det står enhver frit for at få fornemmelsen for vikingernes klædedragt. Men mest urovækkende er altså de genskabte hestekroppe, der ligger i en stor bunke, præcis som arkæologerne fandt dem i 30erne og som man endnu kan se i selve skibet ude i højen. Dødeskibet er i øvrigt skåret af træskærerer Povl Kjer, mens dragter og andet udstyr er genskabt af  Arne Jensen, Manja Erlenkeuser og Anette Nørgaard Bogulski, der  lige nu arbejder for at få de sidste ting på plads.

Den lille udstilling kan på det varmeste anbefales hvad enten man har bilen fyldt med utålmodige sommerbørn eller er på en langsom cykeltur gennem det nordøstfynske. Man drejer af ved Nyborg og følger vejen til Kerteminde. Den lille omvej er ikke på meget mere end godt 20 km og går langs en af Danmarks utallige smukke østvendte kyster. Lige før købstaden drejer man så af for at køre syd om fjorden ind mod selve Noret. Her i det smukke bølgende landskab med udsigt over vandet ligger selve højen, hvor man gennem en lille dør kan komme ind og se udstillingen med de oprindelige rester af skibsbegravelsen og herunder de tydelige rester af hestenes skeletter, der er indlejret i resterne af skibets skrog. Her findes også fine forklaringer, der efterfølgende kan uddybes på museet, hvor en del af de mange gravfund desuden er udstillet. Ligesom man altså kan få gyset nede i kælderen, hvor selve gravlægningen er rekonstrueret.

 Udenfor? Ja der arbejder et hold frivillige bådebyggere netop nu med at lave en tro kopi af Ladbyskibet og rundt om er der fine muligheder for at sidde i græsset og spise sig mæt i maden fra den medbragte madkurv inden turen går videre ud i sommerlandet.

 Læs mere om Manden fra Ladbyskibet

1 Comment

Filed under Uncategorized, Vikingetiden